[medlemsportræt] Hos Suntherm var fundraising katalysatoren for vækst

Suntherm har brugt fundraising
– som katalysator for vækst og udvikling

Hovedidéen bag virksomheden Suntherm ApS i Dommerby er et fuldautomatisk anlæg, der pladseffektivt kan gemme energi og forskyde energiforbruget til en gråvejrsdag. Energisystemet, Suntherm SmartHeat, er tilpasset til en husstand og som kan give besparelser på varmeudgiften –  uden at det skal fylde hele baghaven.

Suntherm blev dannet i forbindelse med SETs projekt Energi i Væksten. Her mødte de tre driftige iværksættere Morten Veis Donnerup, Knud Vandsø Madsen og Jeppe Ladefoged hinanden og fandt ud af, at der var synergi i et samarbejde.

Via fundingmidler fik de tre ejere ro på til at udvikle virksomheden og produktet, der i øjeblikket testes som en energirigtig afløser for oliefyret i et antal private husstande. Næste step for Suntherm er at komme ind på det tyske marked, hvor man i udstrakt grad fortsat har oliefyr som varmekilde.

Lige nu er virksomheden derfor på udkig efter nye medarbejdere til videreudvikling af produktet. Ifølge direktør Morten Donnerup vil Suntherms fremgang også føre til ordrer hos lokale underleverandører, da virksomheden pt ikke har ambitioner om at producere på egen fabrik.

Fundraising har helt fra starten været en katalysator for udvikling og vækst for Suntherm  ApS. -En ting er sikkert, vi var aldrig nået dertil, hvor vi er i dag uden støtte.  Ja, det er faktisk hele grundlaget for vores eksistens, konstaterer Morten Donnerup, der tilføjer: -I  august i år fik vi 8 mill. kr. fra EU’s innovations- og forskningsprogram, Horizon 2020 med begrundelsen, at  vores idé er ”særligt innovativ med potentiale til internationalt at skabe ny værdi”, hvilket vi naturligvis er meget glade for, da det bringer os endnu et skridt videre mod målet om at teste vores produkt i Tyskland.

Om samarbejdet med SET fortæller Morten Donnerup:
-Primo 2016 var vi ved at være klar til at gå i markedet med vores innovative opvarmningsløsning, men manglede test og informationer fra den virkelige verden. Derfor var det naturligt for os at tænke i funding-baner igen, selv om det umiddelbart er en jungle at finde rundt i på egen hånd.
Heldigvis inviterede SET samtidig til informationsmøde om fundraising, hvor vi kom i kontakt med SETs projektleder for fundraising, Frank Petersen, som gennem hele forløbet har været en fokuseret, dedikeret og professionel samarbejdspartner.

Som en udløber af samarbejde med SET og Innovayt fik vi midler fra Markedsmodningsfonden i 2016. Det var en spændende, men også hård proces. For der følger nemlig rigtig meget papirarbejde med, når man søger kapital via funding.

Hele forløbet, fra første møde med SET, til midlerne fra Markedsmodningsfonden var i hus,  var særdeles positivt og vi valgte derfor at henvende os til SET igen, da vi ønskede midler til videreudvikling og test af produktet i Tyskland. Også her gav SET os et godt forløb – med store resultater.

Så jeg kan da kun sige til andre virksomheder i samme situation: Kontakt SET – og lad dem hjælpe jer  med at finde kapital til vækst og udvikling!

 

Suntherm ApS
Østergaardsvej 6, Dommerby
7840 Højslev
info@suntherm.dk

Morten Veis Donnerup
Tlf. +45 6161 0604

 

Frank Petersen, SET (tv) og Morten Veis Donnerup, Suntherm