Energi i Væksten
Energi i Væksten er et tre-årigt initiativ der startes op i regi af Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter 01. juli 2012. Initiativet, der er støttet af Region Midtjylland, skal støtte op om aktuelle og kommende energiprojekter i Skive kommune og bidrage til, at lokale virksomheder får mest muligt ud af dem. Derved skal den lokale erhvervsudvikling styrkes, væksten fremmes og arbejdspladser skabes.
For at nå målene skal Energi i Væksten bl.a.:
- Kontinuerligt at skabe overblik over lokale energirelaterede projekter og tilhørende erhvervsmæssige muligheder.
- Synliggøre energiprojekternes erhvervsmæssige muligheder over for relevante lokale virksomheder.
- Skabe kontakt mellem projekterne og virksomhederne, virksomheder imellem og mellem virksomheder og relevante samarbejdspartnere, herunder vidensinstitutioner og erhvervsfremmeordninger.
- Kortlægge lokale virksomheders kompetencer og potentialer i forhold til projekternes erhvervsmæssige muligheder.
- Kortlægge vidensbehov og tilføre denne viden til de lokale virksomheder via lokale og regionale videns- og uddannelsesinstitutioner samt fremme kompetenceudvikling og etablering af vidensmiljøer.
- Facilitere projektudvikling, herunder fundraising, til støtte af realiseringen af projekter knyttet op på energiprojekterne.
- Markedsføre aktiviteter, projekter og deres resultater med henblik på tiltrækning af viden, medarbejdere, kapital og virksomheder.
Baggrund
Skive blev i 2008 udpeget som officiel Energiby af Klima- og Energiministeriet, og målet er at gøre Skive CO2 neutral i år 2029. Ikke mindst på den baggrund, er der af Skive Kommune og andre væsentlige aktører inden for energiområdet, herunder en række virksomheder, iværksat større initiativer og projekter, som har til formål at øge energieffektiviteten og andelen af vedvarende energi i energiforsyningen.
De vigtigste af disse initiativer og projekter er følgende:
- Etablering af EnergiFonden Skive med deltagelse af en række lokale virksomhedsledere.
- Beslutning om geotermisk varmeforsyning.
- Udbygning med vindkraft.
- Iværksættelse af plan for produktion og udnyttelse af biogas i energiforsyningen.
- Plan om etablering af et kombineret testcenter for vedvarende energi inkl. opgraderingsanlæg for biogas til naturgas.
- Opstilling og test af solcellepaneler på kommunale bygninger.
- Plan for energirenovering af den private bygningsmasse.
- Kompetenceudvikling af håndværkere inden for energirenovering og vedvarende energi.
- Opførelse af Rådhus II med omfattende brug af energieffektive foranstaltninger.
- Investering i elbiler til delvis dækning af kommunens befordringsbehov.
- Innovation Fur, som er et storstilet projekt om energi og informationsteknologi, iværksat af EnergiMidt.
- Træforgasningsanlæg på Skive Fjernvarme.
Gennemførelse af disse projekter og initiativer vil i alt medføre investeringer i Skive Kommune i størrelsesordenen 1 mia. kr., og det er tanken med initiativet "Energi i Væksten" at gennemføre en målrettet indsats for at opnå størst mulig lokal virksomhedsinvolvering i disse projekter. De involverede virksomheder vil derved bl.a. få mulighed for at udvikle og demonstrere ny teknologi, som senere vil kunne sælges på det voksende marked for teknologi og løsninger inden for energieffektivitet og vedvarende energi.


