læs op sitemap kontakt   

Oplevelser som perler på en snor

Vi har sammensat 8 forskellige temaruter, som fører rundt til de mange interessante steder i hele Skive kommune. Klik på billedet og hent beskrivelse og kort af den enkelte rute.

Hent rutebeskrivelse og kort her 

 

I Sallingpigernes fodspor 
Sallingpigerne er 8 skulpturer, udført i bronze af kunstneren Erik Dahl Nygaard. De er alle sammen 2 meter høje og står 8 forskellige steder i den nye Skive Kommune, der omfatter hele Salling og Limfjordsøen Fur. De er placeret i naturskønne omgivelser, og det er ikke tilfældigt, for deri ligger der en klar opfordring til at bevæge sig ud i naturen. Vil man se dem, må man ud i det fri! De nøgne ungmøer står alle på nær et par undtagelser i lystbådehavnene rundt langs Sallings kyster og spejder ud over vandet. Turen starter i Skive Havn og fører rundt til alle 8 – eller til de 8 udgaver af Limfjordens Den Lille Havfrue.
 

Hent rutebeskrivelse og kort her

 

Energiruten
2008 blev Skive af Klima- og Energiministeriet udnævnt som en af Danmarks første officielle ”energibyer”. Det betyder, at Skive Kommune er frontløber på klima- og energiområdet og har forpligtet sig til fortsat at satse på vedvarende energi. Skive Kommunes mål er bl.a., at kommunen som helhed skal være CO2-neutral senest i 2029, og at Skive Kommune som virksomhed skal være fuldstændig CO2-fri inden år 2042. Brugen af alternative energiformer som sol, vind og brint skal således øges betragteligt. På Energiruten er der mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de tiltag, der er gjort af både det offentlige og af private i kommunen for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, og for at reducere CO2-udslippet. Turen starter på Rådhuset i Skive og fører rundt i Skive by samt til Breum og Ny Rybjerggård.

Hent rutebeskrivelse og kort her

 

Mælkeruten
I 1988 grundlagde syv landmænd med visioner og drømme det økologiske Thise Mejeri i de gamle mejeribygninger fra 1887. Thise Mejeri havde altså 101 år på bagen som traditionelt mejeri, da den lille flok mælkeproducenter rettede henvendelse til mejeriets daværende ejer, P. E. Pedersen. De brugte hverken sprøjtegifte eller kunstgødning, og de ville lave økologisk mælk. De var pionerer, og dengang syntes de fleste vistnok, at deres idé var et halsbrækkende og hasarderet eksperiment. Men Pedersen var med på ideen, som skulle vise sig at være rigtig god –  i 2010 ejes Thise Mejeri af 87 andelshavere, som tilsammen leverer 85 mio. kg økologisk mælk til mejeriet. Hver dag kører mælketankbilerne fra Thise Mejeri rundt i Salling for at hente mælk, og på denne rute følger vi i tankbilens hjulspor. Turen starter selvsagt på Thise Mejeri. 

Hent rutebeskrivelse og kort her

Margueritruten

Margueritruten er en naturskøn bilrute på næsten 4.000 km, der fører gennem hele Danmark og undervejs passerer landets vigtigste seværdigheder. Navnet har den fra Danmarks nationalblomst, og ruten blev indviet af Dronning Margrethe 2. i 1991. I Skive Kommune løber Margueritruten hele vejen rundt langs Sallings kyst fra Sundsøre i øst til Hostrup Hovedgård i sydvest, og når man følger den på sin vej gennem kommunen, har man mulighed for at aflægge besøg på en lang række små og store seværdigheder. Turen starter i Sundsøre.

 
Hent rutebeskrivelse og kort her
 

Kloster- og herregårdsruten
Når Skiveegnen er så rig på herregårde, som tilfældet er, har det formentlig en sammenhæng med den fede og gode jord, som gav gode indtægter. Herregårdene havde før i tiden stor betydning for lokalsamfundene på egnen, og mange sallingboer har stadig familiemedlemmer, som har arbejdet som karle eller piger på de store gårde. I tilgift til herregårdene findes bl.a. et af Danmarks bedst bevarede middelalderklostre på Skiveegnen. Kloster- og herregårdsruten fører rundt til ikke færre end 20 store huse – hvoraf langt de fleste ikke er åbne for offentligheden, men som man naturligvis har lov at nyde i forbifarten. Turen starter ved Resenlund i Skive.

 
Hent rutebeskrivelse og kort her  I Jeppe Aakjærs fodspor

Forfatteren Jeppe Aakjærs navn er uløseligt knyttet til Salling og Skiveegnen. Han er født i Aakjær lige syd for Skive i 1866, og fra 1907 til sin død i 1930 boede han på Jenle ved Limfjorden sammen med sin anden hustru Nanna. Mange af Jeppe Aakjærs digte lever i bedste velgående og synges ofte den dag i dag, f.eks. ”Ole sad på en knold og sang”, ”Skuld gammel venskaw rejnt forgo” og ”Jens Vejmand”. Samtidig er interessen for hans socialt indignerede forfatterskab stigende. Hans store sociale engagement kom måske tydeligst til udtryk i romanen ”Vredens Børn” fra 1904 – formentlig den eneste roman i hele verden, som har afstedkommet ophævelsen af en lov, nemlig tyendeloven. På Jeppe Aakjær-ruten følger vi i digterens fodspor til nogle af de steder, som har direkte forbindelse til hans liv og gerning. Turen starter i Aakjær og slutter på Jenle.

Hent rutebeskrivelse og kort her

Håndværks- og industriruten
1864 kom jernbanen til Skive, da byen blev station på strækningen mellem Viborg og Struer. I 1884 fulgte banen til Glyngøre, og den private Vestsallingbane til Spøttrup åbnede i 1924. Med jernbanen fik man langt bedre transportmuligheder, og takket være en lang fremgangsperiode i landbruget steg efterspørgslen efter en lang række varer. Det var udgangspunktet for den industrialisering, som Skive by oplevede i årene fra 1880-1914. Uden for byen etablerede 12 bønder i Ramsing Sallings første andelsmejeri i 1885. Opsvinget i 1960’erne dannede baggrund for en ny ”industrialiseringsperiode” i Skive, og Håndværks- og Industriruten giver dermed et indblik i 150 års håndværks- og industrihistorie i Skive og Salling. Turen begynder i Skive.

Hent rutebeskrivelse og kort herGeologiruten
Under og på overfladen gemmer Skiveegnen på en fantastisk beretning om 65 mio. års historie. På udvalgte steder findes rigtig gamle jordlag, der vidner om, at Skiveegnen for 65 mio. år siden var et kalkhav, der over tid blev til et lerhav, for så 20 mio. år senere at blive til et stormombrust vadehav. Havet blev stedse lavere, mens landet hævede sig, og Skiveegnen og Salling blev skabt for 22½ mio. år siden. Efter hævningerne satte lange perioder med istid ind. Sidste istid, der startede for 100.000 år siden og sluttede for 10.000 år siden, formede Salling med stor kraft, hvad der tydeligt ses i de flotte istidsformer og i folderne langs Sallings kyster. Geologiruten starter ved Flyndersø og fører bl.a. forbi Kås Hoved og Fur. Alle tre steder er udpeget som besøgsværdige kyster.
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter – Østerbro 7 – DK-7800 Skive – +45 9614 7677 – Fandt du hvad du søgte