Nyt feriemagasin inspirerer til Limfjordsferie med alt det bedste!

Nyt feriemagasin inspirerer til Limfjordsferie med alt det bedste

SETs (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenters) feriemagasin for 2018 er netop kommet på gaden. Magasinets 76 sider er – i ord og billeder – en guide til, hvordan gæster og lokale borgere kan bruge naturen, fjorden og egnens oplevelser, og er samtidig fyldt med inspirerende artikler om mad og naturområder.

Turismekonsulent hos SET, Janne Kragh Pedersen er ansvarlig for layout, tekster og oversættelser. Hun fortæller: – Årets feriemagasin har overskriften ”Limfjordsferie med alt det bedste” – og netop det nye logo med tydelig angivelse af, hvor Skiveegnen ligger i Danmark og ordet ”Limfjordsferie” vil også gå igen i områdebrochurerne fra Fur/Østsalling, Glyngøre og Spøttrup, så turisterne kan se sammenhængen.

Netop sammenhængen og genkendeligheden bliver ligeledes fremhævet i feriemagasinet, der igen i år bliver indledt med en præsentation af Skiveegnens områder, der har hvert deres særpræg, særlige landskaber og oplevelser.  -For os er sammenhængen og genkendeligheden mellem de forskellige områder og SET som ”paraply” supervigtig, for dels kan vi ikke klare os uden hinanden og dels viser det vores gæster, at vi er en fælles destination, understreger Janne Kragh Pedersen.

Ifølge Janne Kragh Pedersen har både SETs TurismePartnere og egnens øvrige aktørerer indenfor oplevelsesøkonomien igen i år bakket op om fællesguiden til Skiveegnens turister og gæster. -Og det er vi naturligvis både utrolig glade for og meget stolte over, pointerer hun – og gør opmærksom på, at feriemagasinet rent faktisk også ER en god markedsføringsplatform. -Med sine 40.000 eksemplarer forventer vi, at alene den trykte udgave når ud til ca. 100.000 læsere. Hertil skal så lægges de mange, der ser feriemagasinet online på visitskive.dk, understreger Janne Kragh Pedersen.

Feriemagasinet er selvfølgelig også et opslagsværk, der på både dansk, tysk og engelsk bl.a. fortæller om cykel- og lystfiskerferie – surfspots og vandreture – kulturhistorie og retrofund – kunst og kunsthåndværk – gode mad- og overnatningssteder – og naturligvis om alt det andet, turister og gæster kan se, prøve, smage og opleve på Skiveegnen.

-Vi ved fra tidligere år, at feriemagasinet bliver brugt af kommunens borgere som inspiration og opslagsværk, forklarer Janne Kragh Pedersen, der tilføjer, at stadig flere af egnens virksomheder har magasinet liggende til gæster, kunder og samarbejdspartnere.

Også på feriemesser i ind- og udland er feriemagasinet et væsentligt element – bl.a. Ferie for Alle i Herning samt messer i Holland, Norge og Tyskland i regi af det tværkommunale turismesamarbejde Enjoy Limfjorden.

-Hent en stak feriemagasiner hos SET på Østerbro i Skive – og lad magasinet ligge fremme som inspiration, så vi sammen kan markedsføre Skiveegnen som turistdestination, lyder Janne Kragh Pedersens opfordring til såvel turismeaktører som virksomheder og borgere.

 

Se den fulde udgave af årets feriemagasin herunder:

 

Kontakt:
SET
Janne Kragh Pedersen
Tlf. 2129 6267 / jkp@skiveet.dk